torsdag den 27. marts 2014

Mint cookies & Is-Sandwich.....

Mint cookies & Is-Sandwich..... 

Uhm! Her til aften har jeg lavet mint cookies, og lavet de mest lækre Is-sandwich, og det var en god overraskelse til teenageren, efter en lang skoledag og aftenåbning i Klubben. Han kunne godt dufte,at der var gang i køkkenet.  Den velkendte duft af kage kender han, men en ny duft af mint gjorde ham særlig nysgerrig. Og ja, englene sang for de smager bare så godt. De er sprøde og lækre. Mit kamera har kendt til bedre dage, så billederne er desværre uskarpe, men smagen er i top! 





Opskriften er venligst lånt af bloggeren Cute Carbs. Hun har en stor passion for at bage, og tage billeder. Så kan du lide kage og desserter, vil jeg anbefale, at du smutter forbi kage- og dessertbloggen, og ser de skønne billeder og opskrifter. Men pas på, det er stærkt vanedannende. (Ha!!). Hun er en stor inspiration. En blog jeg følger, og har fået lov at låne hendes opskrift på mintcookies, og forvandlet dem til toplækre is-sandwich. Mine billeder kan ikke måle sig med hendes, men de smager himmelsk. Vil have anskaffet mig et nyt kamera, så billederne på bloggen vil blive af højere kvalitet. 

Ingredienser til mint cookies

Antal: 18 cookies. 
  • 200 gram smør
  •  80 gram rørsukker
  • 120 gram brun farin
  •   1 vaniljestang, kornene. (Savannah fairtrade anbefales).
  •   1 tsk. natron
  •   1 tsk. bagepulver
  • 300 gram hvedemel
  • 0,5 dl sødmælk 
  • 100 gram mint-chokolade. (Savannah / fairtrade anbefales). 
Fremgangsmåde: 
  • Pisk smør, vaniljekorn, rørsukker og brun farin godt sammen. 
  • Rør mel, bagepulver og natron i dejen. 
  • Tilsæt mælk
  • Ælt til sidst grofthakket mintchokolade i cookie-dejen.
  • Form nu kugler på ca. 45 gram og giv dem et let tryk med håndfladerne. 
  • Bag ved 250 grader i ca. 7 minutter. 
Sådan laver du Is-sandwich: 
  • Afkøl de nybagte cookies. Det er vigtigt, at de er helt kolde. Kan evt. lægges i fryseren i ca. 15 minutter. 
  • Fordel ca. 1,5 spsk. vaniljeis på en cookie, og top med endnu en cookie.
  • Pak Sandwich isen ind i bagepapir, og opbevar den i fryseren. 
Tip: 
  • Del dejen i 2 lige store stykker og form dejen til en tyk pølse, med en diameter på 5 cm. 
  • Læg dem begge i fryseren i ca. ½ time, pakket ind i bagepapir.
  • Skær nu med en skarp kniv et lige antal tykke skiver, i lige store stykker, så der er til top og bund.
  • Læg skiverne på en bageplade med bagepapir, med god afstand.  De flyder ud.  
  • Bag dem i ovnen på 200 grader, midt i ovnen, til de er gyldenbrune.
  • Afkøl cookies, lav is-sandwich, pak dem ind og læg i fryseren. 
  • Vil du ikke lave dem alle på en gang, kan du lade den ene rulle af dej ligge i fryseren, og skær det af du skal bruge. 
  • De cookies du ikke spiser samme dag, lægges i en lufttæt kagedåse, så de holder sprødheden. 
  • Varier chokoladen, prøv evt. lakridschokolade, eller 70% mørk chokolade, og vælg din favoritis. Det er kun fantasien, der sætter grænsen. 
Bon appetit. 





Mint Cookies. Is-Sandwich. Bon appetit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar