torsdag den 27. februar 2014

Netværk, Gamle kakler i boligen & Kyllinge-frikadeller m. 2 salater .....

Netværk.
Nyder min morgenmad og den smukke blå himmel over Århus,før turen går til Skejby Sygehus, for at mødes med en tidligere kollega til en frokostaftale. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Og så får hun lov, at smage, en af de lækre fastelavns- boller, efter vores frokost. 

Netværker du? 
Hvis ikke, så skulle du tage og starte på det, for det giver inspiration, at mødes med forskellige mennesker i sin hverdag. En god ting, er at netværke, i form af et frokostmøde på en cafe, på arbejdspladsen eller et roligt sted, hvor det er muligt at få en god snak.  

Hverdagen er ofte travl for de fleste med job, samt andre gøre-mål med familien, sport og fritidsaktiviteter. Vores fritid er vigtig for os, men som blomster skal passes med lys, vand, jord og gødninger det også vigtigt, at pleje både netværk og ven-skaber. 

Ofte er det de samme mennesker vi omgås i hverdagen, og vi har alle roller som mor, far, kæreste, single, ven, veninde, søster, bror, kollega m.v., og derfor er det godt, at man tager sig tid til, også at møde andre, end dem man lige ser til dagligt, som inspiration i hverdagen. Det kan være en god ide´, at lægge aftaler ind, hvor vi alligevel skal spise frokost, for de fleste kan godt afsætte omkring 30-60 minutter en hverdag, og vende stort og småt. 

Hvis man skal afsætte længere tid til, at mødes med sit netværk, vil der naturligt gå længere tid imellem, at man mødes, og så kan 30-60 minutter være kort tid. Det kan virke som en stress faktor frem for, at være det hyggelige møde, man har en forventning til. 

Mødes man med jævne mellemrum, er det også lettere at følge op på snakken fra sidst, og så give hinanden taletid. Bare lytte til, hvad den anden har at sige. En rigtig fin øvelse. At lytte, frem for altid, at være den som tager styringen i samtalen. At være nærværende i samtalen, og sluk så mobilen! 

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ 

Forleden dag gik ned igennem Latinerkvarteret. Her havde en antikvar sat en masse gamle ting udenfor butikken, der skulle smides ud. I blandt tingene, fandt jeg en kasse med gamle fliser, der stammer fra et gammelt kakkelbord. Flere af fliserne var gået lidt itu.  Jeg samlede de pæneste sammen,og tog med hjem. Fandt også en gammel zinkspand med træhåndtag. Skøn til forårs-/sommerblomsterne i min entre´.

Det er jo blevet en ny trend, at bruge kakler/fliser på andet end gulv og vægge. At integrere dem i boligen er med til, at give dem et fint udtryk i hjemmet, og så har de samtidig en historie. I dag har jeg anrettet min morgenmad på dem, hvilket jeg mener,er en fin og hyggelig måde, at anvende dem på som et alternativ til en tallerken, eller et fad. Hvad synes du?



Kakler fra et gammelt bord, integreret i mit hjem.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ 


Kyllingefrikadeller med bønne- eller gulerodssalat.
I går skulle aftensmaden være nem, og valget faldt på lækre kyllingefrikadeller, med en bønnesalat.  

Ingredienser på kyllinge-frikadeller: 

  • 400 gram kyllinge-fars.
  • 1-2 tsk. groft salt.
  • ½ løg, almindelig størrelse. 
  • 1 knivspids muskatnød.
  • 1 knivspids ingefær, stødt.
  • peber, friskkværnet. 
  • 1 æg.
  • ½-1 dl mælk. 
  • 2 spsk. havregryn.
  • 1 bundt persille. 
  • 2 spsk. hvedemel.
  • Smør til stegning. 

Tilberedning af kyllingefrikadeller:

  • kyllingefars og salt røres godt sammen. 
  • Riv løget på rivejern, stor klinge, tilsættes farsen.
  • muskatnød, ingefær og peber tilsættes.
  • skyl persillen, dup det tørt, hak toppen af persillen uden stilk, og vend det i farsen. . 
  • Tilsæt æg, mælk, havregryn og mel, og vend det i,så farsen får den rette konsistens. 
  • Lad farsen hvile tildækket i ½ time i køleskab. 
  • Tænd en pande på højt blus, tilsæt smør og lad det bruse af. 
  • Skru ned på halvt blus og form farsen til frikadeller. 
  • Hæld løbende smør over frikadellerne, og vend dem jævnligt, til de er gyldenbrune. 
  • Skru ned for varmen og lad dem stege færdig for svag varme. 


Fars til kyllingefrikadeller. 


Fars til kyllingefrikadeller. 

Ingredienser til bønnesalat: 

Antal: 2-3 personer. 
  • ½-3/4 pose bønner, Haricot vert bønner (frost), eller       1-2 pakker friske bønner. 
  • ½-1 bakke cherrytomater. 
  • ½-1 rødløg. 
  • 1 bundt basilikum (bruger halvdelen af en lille potte).
  • ½-hel bøtte fetaost, eller en ½-hel blok. 
  • 1 pk. bacon. 
  • lidt olie + rørsukker til marinade (ganske lidt). 
  • salt + peber, friskkværnet.  
  • Basilikum pesto eller smør - til brødet.
  • Friskbagt rugbrød. 
Tilberedning: 
  • Kog bønnerne i kort tid, så de forsat har "bid", med lidt groft salt. Si vandet fra, og lad bønnerne køle af.
  • Skyl, dup og hak basilikum, og vend det i med bønnerne. 
  • Steg bacon på en pande, og tilsæt bønnerne(undgå fedt fra stegning).
  • hak rødløget fint, og tilsæt bønnerne.
  • Blandt lidt olie og rørsukker sammen, og vend det i bønnerne, det skal være ganske lidt, så det lige får bid og smag.   
  • Hak tomaterne fint og tilsæt de øvrige ingredienser. 
  • skær feta i mundrette bider.
  • Vend det hele sammen og krydr. med friskkværnet salt & peber.
  • Smør rugbrødet, med basilikum pesto, et godt alternativ til smør på brødet.

Bønnesalat m. tomat, rødløg, bacon, basilikum, bønner & feta.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤

Gulerodssalat: 

En anden salat jeg også anvender til kyllingefrikadeller, er en gulerodssalat m. æble, salatrosiner og citron. Nemt og lækkert til hverdags-retterne, og er hurtig at lave. Som udgangspunkt, køber jeg økologiske og friske råvarer. 

Ingredienser:
Antal: 2-3 personer. 
  • 6-7 gulerødder.
  • 1-2 spiseæbler. 
  • 2-3 spsk. salatrosiner.
  • ½ citron.
Fremgangsmåde: 
  • Skræl først yderste lag af gulerødderne, og skyl dem.
  • Skræl så gulerødderne i lange bånd, med en lidt bred   skræller til kartofler og andet grønt. 
  • Skyl æblerne, og skær dem ud i små stykker m. skræl på     (det er jo her vitaminerne sidder). 
  • vend rosinerne i.
  • Pres citron henover, og vend det et par gange. 
Salaten fungere rigtig godt, til både fiskefrikadeller og fiske-fillet med et hjemmebagt rugbrød. Erstat smør med en god remoulade, eller basilikum pesto. Bon appetit. 


Kyllingefrikadeller med gulerodssalat & rugbrød. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar