søndag den 29. november 2015

Snurrer med dadel & birkesremonce...

Snurrer med dadel & birkesremonce. 


I går bagte jeg de lækreste snurrer med dadel- & birkesremonce. For at blodsukkeret ikke løber løbsk, har jeg erstattet smør med kokosolie i både dej og remonce. Det er mit første forsøg på at lave snurrer, og da jeg først lærte teknikken efter et par forsøg, så kørte det bare. Øvelse gør mester! .0) 

Vil lige dele opskriften på bloggen da jeg synes de blev så lækre, og her i juletiden med alle de søde sager og en lang række julefrokoster, skolearrangementer etc., gør det godt med et sundere alternativ. Perfekt til madpakken for både voksne og børn. De kan sagtens nydes kolde, men de er skønne når de er lune. Dadelfyldet giver en karamelagtig smag og konsistens. Uhm. 

Opskrift på snurrer med dadel- & birkesfyld. 

Ingredienser:
  • 30 gram gær. 
  • 3 dl. skummetmælk - eller den mælk du foretrækker. 
  • 100 gram smagsneutral kokosolie, blødt.
  • 40 gram kokossukker, urtekram.
  • 1 knsp. salt.
  • 2 tsk. stødt kardemomme. 
  • ca. 500 gram sigtemel. (andre meltyper kan også anvendes)
Remonce: 
  • 10 friske dadler, udsten dem. (fås i de fleste supermarkeder). 
  • 2 spsk. stødt kanel.
  • 2 spsk. smagsneutral kokosolie, blødt.
  • 2 tsk. blå birkes. 
Fremgangsmåde, remonce: 
  • udsten dadlerne. Blend dadlerne sammen med kokosolie og kanel i en minihakker til en ensartet masse. 

Fremgangsmåde, dej:
  • smuldre gæren i en skål. 
  • Lun mælk og kokosolie i en kasserolle til den er lillefingervarm. Hæld den over gæren og rør til gæren er helt opløst. 
  • Bland kokossukker, salt og kardemomme og tilsæt det.  
  • Sigt mel i lidt ad gangen og ælt dejen, til den er smidig og let klistret. Ælt dejen godt igennem og sæt den til hævning et lunt sted i ca. 1 time. 
  • Forbered remonce imens. 
Når dejen har hævet rulles den ud på et meldrysset bord til en firkant på ca. 45 x 55 cm. Skær kanterne til. Remonce fordeles på den ene halvdel af dejen og drys birkes over. Fold dejen sammen på midten. Skær lange strimler af 2-3 cm tykkelse i bredden. Sno hver strimmel forsigtigt 5-6 gange og form dem som en bolle. Fold enderne ind under bollen. Læg snurrerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og pensl dem let med et sammenpisket æg. 

Bages i 10-12 minutter ved 200 grader varmluft, til de er gyldne. Hver ovn er forskellig, så hold et vågent øje med dem. 

Tip: 
  • Frysevenlige. Lader dem køle helt før de lægges i fryseposer.
  • Lad dem tø langsomt op på køkkenbordet og lun dem på en brødrister, eller direkte i ovnen. Bon appetit

Prøv også følgende opskrifter: 

obs: 
Scrol ned i bunden af bloggen, hvor du kan finde top 10 favorit blogindlæg samt de blogge & favoritsider, der inspirere mig i min hverdag. Følg også gerne bloggensfacebookprofil og BlogLovin

Bloggen har også IG profilerne @justlove2ndhand & salgsprofilen @secondhand_aarhus_bylene, hvor jeg sælger nyt og 2ndhand tøj & boligting. 

Har du spørgsmål til opskrifter eller andet på bloggen, er du velkommen til, at skrive i blogindlægget eller send en mail på e-mail: justlove2ndhand@gmail.com - tak fordi du læser med. .0)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar