torsdag den 13. november 2014

Chokoladesmåkager med orange-smag.....


Chokoladesmåkager med orangesmag

Dej til chokoladesmåkager med orangesmag. 

Det råkolde novembervejr indbyder til indendørs hygge og fik i går lyst til, at bage lækre chokoladesmåkager med orangesmag. Jeg købte et net økologiske clementiner, og havde en rest mørk chokolade fra teenagerens fødselsdag. Det var derfor oplagt, at bage disse lækre chokoladesmåkager med orangesmag. Jeg bagte mange af dem i julen sidste år. De smager super lækkert med et strejf af vanilje og appelsinskal, og med rustikke stykker af chokolade bliver de så gode. Jeg kan gode lide at de får lidt kant, og erstatter derfor nogen gange mørk chokolade med lakridschokolade. 

Jeg lavede dejen i går aftes, og lod rullen stå i fryseren natten over. Den kan fint nøjes med at stå på køl i en times tid, til den bliver fast og lettere at skære i skiver. Du kan sagtens bare skære nogle enkelte skiver af rullen, og opbevare resten i fryseren.  

Det lille hæfte fik jeg sidste år, og er udgivet af Økologisk Landsforening. I hæftet er der 11 opskrifter, og indeholder de mest traditionelle retter til jul, så man er godt dækket ind med dette hæfte til efteråret og juletiden. 

Opskrift på Chokoladesmåkager 
med orangesmag

Antal: ca. 50 stk. 

Ingredienser: 
  • ½ vaniljestang
  • 125 gram sukker 
  • 300 gram hvedemel 
  • Revet skal af 1 appelsin 
  • 225 gram smør - køleskabskoldt 
  • 50 gram mørk chokolade - anbefaler lakridschokolade for at give dem ekstra kant
Fremgangsmåde: 
  • Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekornene og lidt sukker sammen med en kniv, så kornene skilles ad. 
  • Bland vaniljekorn, sukker, hvedemel og appelsinskal i en stor skål og ælt små tern af køleskabskoldt smør i blandingen, til dejen er ensartet. 
  • Hak chokoladen fint og ælt den i dejen - jeg hakker den dog mere rustikt end der står i opskriften. 
  • Form dejen til en lang stang med en diameter på ca. 5 cm. 
  • Stil den på køl i minimum 1 time, så dejen bliver skærefast. 
  • Tænd ovnen på 180 grader. 
  • Skær stangen i tynde skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir. Hvis du vælger at have mere rustikke chokoladestykker i kagerne, så er det lettere at skære dem mere tykke, da dejen ellers kan sprække. 
  • Bag kagerne øverst i ovnen i 8-10 minutter. Hver ovn er forskellig, så hold et vågent øje med dem. 
  • Kom forsigtigt kagerne over på en bagerist, og lad dem afkøle helt, før de kommes i en kagedåse eller et glas med tætsluttende låg. 
  • Anbefaler lakridschokolade for at give dem kant. 
  • Hvis dejen kan være lidt svær at samle, så pres appelsinsaft fra ½ appelsin (eller clementin) i dejen før den samles. Det giver dem også et dejligt strejf af orangesmag udover skallen.
Jeg havde en lille rest dej som jeg formede til små hundepoter, og det er fordi det altid er så hyggeligt, at følge @anneds' søde hund Huxi på instagram. En sød golden retriever. @anneds har også bloggen Hverken fugl eller fisk, som jeg mødte til et økologisk bloggerevent i Økologisk Landsforening i august. En række økobloggere mødtes sammen med Anne Hjernøe og holdet bag Økologisk Landsforening. Vi fik lejlighed til, at teste nogle af @annemad's kartoffelopskrifter fra hendes nye kartoffelbog. Har du lyst, kan du læse blog-indlægget her. 

Bon appetit til jer og Huxi hunden! 

Hæftet kan måske forsat fås hos Økologisk Landsforening. Ring/skriv til dem og hør ad. Ellers kan det lånes på det nærmeste bibliotek, hvis du er nysgerrig for, at prøve de mange lækre opskrifter af. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar